Dag 1
Der er mange gode dykkersteder i Oman. Nogle af de bedste ligger ved et naturreservat kaldet Dimanyat Islands. Reservatet består af ni øer, og her har jeg haft en af mine bedste dykkeroplevelser.
Det er tilladt at dykke ved øerne året rundt, men det er ikke tilladt at gå i land og campere i sommerperioden. Det er af hensyn til de ynglende fugle og skildpadder. Det kunne blive en fantastisk tur, men til vores store skuffelse begyndte perioden 1. maj i år. Det var allerede for sent.
Efter at jeg havde gået og ærgret mig over det i nogle uger, spurgte en af mine kollegaer mig, om jeg ville med på camping på Dimanyat i weekenden. Selvfølgelig ville jeg det!
Det viste sig at en af vores dykker/snorkle-tur-arrangører, Samir, var gode venner med en i Miljøministeriet, som gav tilladelse til overnatning på en af øerne. Og der var en god chance for, at vi kunne få dispensation.
Der gik ikke mange dage før vi stod ved Capital Yacht Club lidt syd for Muscat og læssede vores udstyr ombord på den motorbåd, som vi skulle sejle med.
Vi havde aftalt at sejle lidt over middag. Men båden skulle lige i vandet først. Efter at diverse småting var blevet ordnet, sejlede vi omsider mod Dimanyat. Klokken var vel blevet halv tre på det tidspunkt. Båden var udstyret med to store motorer, så farten kom op over 45 kilometer i timen, selvom der var en del søgang. Komforten røg sig en tur, da bølgerne blev omkring halvanden meter høje. Til tider var det som om, at vi bare fløg over bølgetoppene. Men ofte landede båden med et brag i en bølgedal. På vejen stoppede vi et øjeblik, fordi der var nogle delfiner i nærheden. Turen tog lidt over en time.
Da vi ankom til øerne, fik Samir øje på en af sine venner, som var ude og fiske med harpun. Vi købte to friske fisk af ham. De skulle på grillen senere.
Inden vi gik i land, tog vi det første dyk. Vi havde arrangeret det sådan, fordi det var over et halvt år siden nogle af deltagerne havde dykket. Desuden var det ikke alle, som havde deres eget udstyr. Så kunne vi i ro og mag vænne os til forholdene inden natdykket.
Dykket skulle foregå langs et rev og rundt om en pynt. Således at vi gik i vandet på den side af øen, hvor bølgerne var højest, og blev samlet op på læsiden. Desværre havde Samir glemt, at jeg brugte DIN-koblinger på mit udstyr. Men problemet blev løst med en adaptor; det virkede fint.
Vi lod os falde baglæns ud af båden. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var egentlig en behagelig måde at gøre det på. Ikke noget med at stå og balancere med alt udstyret og sætte af fra en båd som vipper. Min makker, Christian, havde advaret mig om, at han kunne have problemer med at trykudligne. Men ved dette dyk var der ikke de store problemer.
Det var noget andet end Øresund. Min dykkercomputer viste 32 grader i overfladen og sigtbarheden var rigtig god. Der kom nogle kolde strømme med et andet saltindhold. Så vandet flimrede, hvor strømmen blandede sig med det omkringliggende vand. Det var som en kold afvaskning, når jeg svømmede gennem sådan en strøm. Men temperaturen på min computer røg ikke under 26 grader, selvom vi kom 21 meter ned.
Da vi rundede pynten, var der en smule strøm, men ikke noget særligt. Til gengæld faldt sigtbarheden betydeligt. Herfra steg bunden langsomt op. Min computer gav et bib og mindede mig om, at jeg skulle lave et sikkerhedsstop på omkring fire meters dybde. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at vi var kommet så højt op.
Overfladen var næsten helt blank, hvor vi kom op. Det var en skøn oplevelse at ligge på ryggen i det varme vand og svømme dovent hen til leideren. Nu skulle vi bare sejle hen til stranden, hvor vi skulle campere. Så vi kunne slå lejer, inden det blev mørkt. Solen gik ned ved halv syv tiden. Det var dog først rigtig mørkt en lille times tid efter. Der var nogle timer til at månen stod op, og den ville være næsten fuld. Der var altså mulighed for, at det var rigtig mørkt, når vi skulle have natdykket lidt senere.
Natdykket var en kæmpe oplevelse. Faktisk var jeg skræmt ved tanken om at skulle synke ned i vandet og mærke det sorte dyb lukke sig om mig, ikke vide hvad der gemte sig i mørket og kun kunne orientere mig efter, hvad der var op og ned ved at se på luftboblernes bevægelse i det lille vindue, som min lygte skar ud i mørket.
Heldigvis forsvandt skrækken af sig selv et stykke tid inden vi skulle ned. Vi blev hver udstyret med en lygte - der var kun to reservelygter til deling. Havet var næsten spejlblankt nu - men kul sort. Vi lod os falde baglæns i fra rælingen, som vi havde gjort tidligere. Mens vi lå i overfladen, svømmede vi ind til revet, så vi havde noget at orientere os efter på vej ned.
Jeg lukkede luften ud af min vest og bevægede mig nedad i tomheden. For ikke at miste orienteringen fokuserede jeg min lygte og min opmærksomhed på den næsten lodrette klippevæg, som vi skulle dykke langs. På et tidspunkt signalerede vores guide til mig, og min opmærksomhed blev tvunget til at rumme mere en mig selv og en klippevæg. Hvor var min makker? Det var ikke til at se så meget andet end lyskegler fra de andre dykkere. Det viste sig at Christian var blevet hængende på fem meters dybde, fordi han havde problemer med at vænne sig til trykket. Jeg var selv kommet et godt stykke længere ned, da jeg opdagede det.
Samir signalerede, at jeg skulle svømme op til min makker og følges med ham. Da jeg nåede op havde problemerne løst sig selv, og Christian var allerede på vej nedad. De næste tyve minutter var fantastiske, det var som at bevæge sig i en drømmeverden. Farverne var klarere, fordi vi havde lygter med, og fiskene virkede ret afslappede - en del af dem sov vist. Dyrelivet virkede anderledes, vi så en del kuglefisk og tiarmede blæksprutter. Der var vist også en languster eller to; de plejer at søge føde om natten og gemme sig om dagen. Der var ingen ubehagelige dyr, som blev tiltrukket af lyset fra vores lygter, i hvert fald ikke hvad jeg kunne se.
På et tidspunkt besluttede vores guide sig for, at jeg og min makker skulle dykke på hver side af ham. Det gjorde tingene lidt mere besværlige. Jeg synes ellers, at det gik ret godt. Men han var vel bange for, at vi blev væk.
Profilen for natdykket var stort set som den fra det tidligere dyk. Vi dykkede langs en væg og rundt om en pynt, hvorefter vi fulgte bundens langsomme stigning mod overfladen. Denne gang huskede jeg sikkerhedsstoppet. Dykket varede små tre kvarter.
Det var en ubeskrivelig oplevelse. Og det var fantastisk at ligge i overfladen af det sorte hav badet i måneskin. Der var hverken vind eller bølger. Hvis ikke det var fordi, at jeg var træt og sulten, kunne jeg sagtens have taget et dyk mere. Men nu skulle vi bare have aftensmad, som vore guider stod for, og så skulle vi sove på stranden.
Dag 2
Vi havde desværre fået ret sen aftensmad, og fuglene på øen kendte ikke til nattero. Så det var ikke meget søvn, vi havde fået, da solen stod op klokken halv seks.
Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at sove længe. Men det blev hurtigt varmt, og havet virkede usædvanlig indbydende den morgen.
Der er intet bedre end at starte dagen med en dukkert. Især ikke når havet er over tredive grader varmt, og man langsomt får vækket sine sanser, mens man glider gennem vandet.
Der var ingen skygge på stranden. Så efter morgenmaden var vi alle indstillet på at komme videre. Om ikke andet så i hvert fald ud på båden, hvor der var skygge. Første stop var et snorklested. Her skulle der være garanti for at se både hajer, rokker og skildpader, hvis man så sig for.
Vi sprang i med snorkleudstyr. Sigtbarhenden var virkelig fantastisk, og havet viste sig fra sin bedste side. Jeg vil skyde på, at der var mere end ti meter dybt, hvor vi sprang i fra båden. Man kunne let se bunden og de omkring 40 meter ind til revet. Jeg så flere skildpadder i overfladen. Men ellers ikke noget særligt. Samir sagde, at han havde set flere rokker. Pia og Morten havde både set en haj og en barracuda og skildpaddder.
Nu gik turen videre til dagens dyk. Jeg skulle afprøve det vandtætte hus til mit kamera. Dykket mindede en del om det første dyk på turen. Men nu havde jeg altså et kamera med at koncentrere mig om. Som jeg havde forventet, tog kameraet en stor del af min opmærksomhed. Men lidt efter lidt kom der nogenlunde styr på det.
Det blev hurtigt klart, hvor vigtigt det er at være ordentligt afbalanceret. For det første fordi det var svært ikke at stige eller synke, når jeg koncentrerede mig om at indstille kameraet. Desuden er det jo en åbenlys fordel, at man kan ligge nogenlunde stille i vandet, når et motiv skal fanges.
Jeg fik brugt en del mere luft end sædvanligt. Så efter en god halv time og et halvt hundrede billeder, puttede jeg kameraet tilbage i lommen og gik op til fjorten meters dybde for at spare på luften. Bunden steg igen og inden længe dykkede vi alle på godt ti meter. Kort efter lavede vi sikkerhedsstop og fire minutter senere lå vi i overfladen.
Vi var alle ved at være godt udmattede. Nu var der ikke andet at se frem til end hjemturen. Der var ingen af os, som havde særligt travlt med at komme op i båden. Det var begyndt at blæse op. Sådan er det åbenbart altid her; over middag begynder det at blæse en smule, og der kommer bølger på havet.
Hjemturen blev næsten lige så anstrengende som turen ud. Tilbage i havnen satte motoren ud, så vi måtte hoppe i vandet og skubbe båden på plads på den anhænger, som skulle trække den op ad vandet. Det tog de sidste kræfter. Nu kunne det godt mærkes, at vi havde fået meget lidt søvn og mange store oplevelser.
Der er mange gode dykkersteder i Oman. Nogle af de bedste ligger ved et naturreservat kaldet Dimanyat Islands. Reservatet består af ni øer, og her har jeg haft en af mine bedste dykkeroplevelser.Det er tilladt at dykke ved øerne året rundt, men det er ikke tilladt at gå i land og campere i sommerperioden. Det er af hensyn til de ynglende fugle og skildpadder. Det kunne blive en fantastisk tur, men til vores store skuffelse begyndte perioden 1. maj i år. Det var allerede for sent.
Efter at jeg havde gået og ærgret mig over det i nogle uger, spurgte en af mine kollegaer mig, om jeg ville med på camping på Dimanyat i weekenden. Selvfølgelig ville jeg det!
Det viste sig at en af vores dykker/snorkle-tur-arrangører, Samir, var gode venner med en i Miljøministeriet, som gav tilladelse til overnatning på en af øerne. Og der var en god chance for, at vi kunne få dispensation.
Der gik ikke mange dage før vi stod ved Capital Yacht Club lidt syd for Muscat og læssede vores udstyr ombord på den motorbåd, som vi skulle sejle med.Vi havde aftalt at sejle lidt over middag. Men båden skulle lige i vandet først. Efter at diverse småting var blevet ordnet, sejlede vi omsider mod Dimanyat. Klokken var vel blevet halv tre på det tidspunkt. Båden var udstyret med to store motorer, så farten kom op over 45 kilometer i timen, selvom der var en del søgang. Komforten røg sig en tur, da bølgerne blev omkring halvanden meter høje. Til tider var det som om, at vi bare fløg over bølgetoppene. Men ofte landede båden med et brag i en bølgedal. På vejen stoppede vi et øjeblik, fordi der var nogle delfiner i nærheden. Turen tog lidt over en time.
Da vi ankom til øerne, fik Samir øje på en af sine venner, som var ude og fiske med harpun. Vi købte to friske fisk af ham. De skulle på grillen senere.Inden vi gik i land, tog vi det første dyk. Vi havde arrangeret det sådan, fordi det var over et halvt år siden nogle af deltagerne havde dykket. Desuden var det ikke alle, som havde deres eget udstyr. Så kunne vi i ro og mag vænne os til forholdene inden natdykket.
Dykket skulle foregå langs et rev og rundt om en pynt. Således at vi gik i vandet på den side af øen, hvor bølgerne var højest, og blev samlet op på læsiden. Desværre havde Samir glemt, at jeg brugte DIN-koblinger på mit udstyr. Men problemet blev løst med en adaptor; det virkede fint.
Vi lod os falde baglæns ud af båden. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var egentlig en behagelig måde at gøre det på. Ikke noget med at stå og balancere med alt udstyret og sætte af fra en båd som vipper. Min makker, Christian, havde advaret mig om, at han kunne have problemer med at trykudligne. Men ved dette dyk var der ikke de store problemer.
Det var noget andet end Øresund. Min dykkercomputer viste 32 grader i overfladen og sigtbarheden var rigtig god. Der kom nogle kolde strømme med et andet saltindhold. Så vandet flimrede, hvor strømmen blandede sig med det omkringliggende vand. Det var som en kold afvaskning, når jeg svømmede gennem sådan en strøm. Men temperaturen på min computer røg ikke under 26 grader, selvom vi kom 21 meter ned.
Da vi rundede pynten, var der en smule strøm, men ikke noget særligt. Til gengæld faldt sigtbarheden betydeligt. Herfra steg bunden langsomt op. Min computer gav et bib og mindede mig om, at jeg skulle lave et sikkerhedsstop på omkring fire meters dybde. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at vi var kommet så højt op.
Overfladen var næsten helt blank, hvor vi kom op. Det var en skøn oplevelse at ligge på ryggen i det varme vand og svømme dovent hen til leideren. Nu skulle vi bare sejle hen til stranden, hvor vi skulle campere. Så vi kunne slå lejer, inden det blev mørkt. Solen gik ned ved halv syv tiden. Det var dog først rigtig mørkt en lille times tid efter. Der var nogle timer til at månen stod op, og den ville være næsten fuld. Der var altså mulighed for, at det var rigtig mørkt, når vi skulle have natdykket lidt senere.
Natdykket var en kæmpe oplevelse. Faktisk var jeg skræmt ved tanken om at skulle synke ned i vandet og mærke det sorte dyb lukke sig om mig, ikke vide hvad der gemte sig i mørket og kun kunne orientere mig efter, hvad der var op og ned ved at se på luftboblernes bevægelse i det lille vindue, som min lygte skar ud i mørket.
Heldigvis forsvandt skrækken af sig selv et stykke tid inden vi skulle ned. Vi blev hver udstyret med en lygte - der var kun to reservelygter til deling. Havet var næsten spejlblankt nu - men kul sort. Vi lod os falde baglæns i fra rælingen, som vi havde gjort tidligere. Mens vi lå i overfladen, svømmede vi ind til revet, så vi havde noget at orientere os efter på vej ned.
Jeg lukkede luften ud af min vest og bevægede mig nedad i tomheden. For ikke at miste orienteringen fokuserede jeg min lygte og min opmærksomhed på den næsten lodrette klippevæg, som vi skulle dykke langs. På et tidspunkt signalerede vores guide til mig, og min opmærksomhed blev tvunget til at rumme mere en mig selv og en klippevæg. Hvor var min makker? Det var ikke til at se så meget andet end lyskegler fra de andre dykkere. Det viste sig at Christian var blevet hængende på fem meters dybde, fordi han havde problemer med at vænne sig til trykket. Jeg var selv kommet et godt stykke længere ned, da jeg opdagede det.
Samir signalerede, at jeg skulle svømme op til min makker og følges med ham. Da jeg nåede op havde problemerne løst sig selv, og Christian var allerede på vej nedad. De næste tyve minutter var fantastiske, det var som at bevæge sig i en drømmeverden. Farverne var klarere, fordi vi havde lygter med, og fiskene virkede ret afslappede - en del af dem sov vist. Dyrelivet virkede anderledes, vi så en del kuglefisk og tiarmede blæksprutter. Der var vist også en languster eller to; de plejer at søge føde om natten og gemme sig om dagen. Der var ingen ubehagelige dyr, som blev tiltrukket af lyset fra vores lygter, i hvert fald ikke hvad jeg kunne se.
På et tidspunkt besluttede vores guide sig for, at jeg og min makker skulle dykke på hver side af ham. Det gjorde tingene lidt mere besværlige. Jeg synes ellers, at det gik ret godt. Men han var vel bange for, at vi blev væk.
Profilen for natdykket var stort set som den fra det tidligere dyk. Vi dykkede langs en væg og rundt om en pynt, hvorefter vi fulgte bundens langsomme stigning mod overfladen. Denne gang huskede jeg sikkerhedsstoppet. Dykket varede små tre kvarter.
Det var en ubeskrivelig oplevelse. Og det var fantastisk at ligge i overfladen af det sorte hav badet i måneskin. Der var hverken vind eller bølger. Hvis ikke det var fordi, at jeg var træt og sulten, kunne jeg sagtens have taget et dyk mere. Men nu skulle vi bare have aftensmad, som vore guider stod for, og så skulle vi sove på stranden.
Dag 2
Vi havde desværre fået ret sen aftensmad, og fuglene på øen kendte ikke til nattero. Så det var ikke meget søvn, vi havde fået, da solen stod op klokken halv seks.
Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at sove længe. Men det blev hurtigt varmt, og havet virkede usædvanlig indbydende den morgen.
Der er intet bedre end at starte dagen med en dukkert. Især ikke når havet er over tredive grader varmt, og man langsomt får vækket sine sanser, mens man glider gennem vandet.
Der var ingen skygge på stranden. Så efter morgenmaden var vi alle indstillet på at komme videre. Om ikke andet så i hvert fald ud på båden, hvor der var skygge. Første stop var et snorklested. Her skulle der være garanti for at se både hajer, rokker og skildpader, hvis man så sig for.Vi sprang i med snorkleudstyr. Sigtbarhenden var virkelig fantastisk, og havet viste sig fra sin bedste side. Jeg vil skyde på, at der var mere end ti meter dybt, hvor vi sprang i fra båden. Man kunne let se bunden og de omkring 40 meter ind til revet. Jeg så flere skildpadder i overfladen. Men ellers ikke noget særligt. Samir sagde, at han havde set flere rokker. Pia og Morten havde både set en haj og en barracuda og skildpaddder.
Nu gik turen videre til dagens dyk. Jeg skulle afprøve det vandtætte hus til mit kamera. Dykket mindede en del om det første dyk på turen. Men nu havde jeg altså et kamera med at koncentrere mig om. Som jeg havde forventet, tog kameraet en stor del af min opmærksomhed. Men lidt efter lidt kom der nogenlunde styr på det.
Det blev hurtigt klart, hvor vigtigt det er at være ordentligt afbalanceret. For det første fordi det var svært ikke at stige eller synke, når jeg koncentrerede mig om at indstille kameraet. Desuden er det jo en åbenlys fordel, at man kan ligge nogenlunde stille i vandet, når et motiv skal fanges.
Jeg fik brugt en del mere luft end sædvanligt. Så efter en god halv time og et halvt hundrede billeder, puttede jeg kameraet tilbage i lommen og gik op til fjorten meters dybde for at spare på luften. Bunden steg igen og inden længe dykkede vi alle på godt ti meter. Kort efter lavede vi sikkerhedsstop og fire minutter senere lå vi i overfladen.
Vi var alle ved at være godt udmattede. Nu var der ikke andet at se frem til end hjemturen. Der var ingen af os, som havde særligt travlt med at komme op i båden. Det var begyndt at blæse op. Sådan er det åbenbart altid her; over middag begynder det at blæse en smule, og der kommer bølger på havet.
Hjemturen blev næsten lige så anstrengende som turen ud. Tilbage i havnen satte motoren ud, så vi måtte hoppe i vandet og skubbe båden på plads på den anhænger, som skulle trække den op ad vandet. Det tog de sidste kræfter. Nu kunne det godt mærkes, at vi havde fået meget lidt søvn og mange store oplevelser.
