Turen gennem wadien foregår til fods og fører gennem nogle fantastiske landskaber. Det tager nok en lille times tid at gå frem til søen ved grotten, som var vores endestation. Klimaet i wadien var skønt. På grund af de høje klippesider var der meget skygge, så gåturen blev ikke særlig anstrengende.
Wadi Shab er en af de særlige wadier, hvor der er små søer, som man kan bade i. Èn af søerne udmærker sig ved at være forbundet med en grotte, som man kan svømme og dykke ind til gennem en smal sprække.
Det kan være lidt af en udfordring at svømme gennem den smalle sprække ind til grotten. Der er ikke plads til svømmetag, og intet man kan stå på. Men ved nærmere eftersyn viser det sig, at sprækken kun er smal over vandoverfladen. Hvis man dykker ned, er der rigelig plads til at dykke de få meter ind til grotten. Inde i grotten er der en enkelt rod og et reb man kan tage fat i for at hvile. Der er for dybt til at bunde.
Vandet var ferskvand og forholdene taget i betragtning ganske lækkert og ikke specielt koldt eller varmt. Der var dog en del mos-agtige vækster som flød i overfladen; de blev hurtigt døbt flydere. Det var dejlig friskt med sådan en dukkert efter gåturen.