Over Wahiba Sands

Dag 1
Den 17. april kørte jeg sammen med en eksklusiv gruppe på syv ud i ørkenen. Det blev en fantastisk oplevelse.

Siden jeg sidst var i Wahiba Sands, havde jeg drømt om en ordentlig tur gennem ørkenen. En tur, hvor jeg ikke sad i en bil hele tiden men kom ud og oplevede den utrolige varme og vidderne.

Turen kunne dog kun gennemføres i bil. Og det viste sig ikke at være nogen dårlig idé, at kunne sætte sig ind i en bil med aircondition, når temperaturen udenfor sneg sig op i nærheden af kogepunktet.

Sandørkenen er underligt nok skarpt afgrænset fra det flade slettelignende område, som vi kom fra. På billedet til venstre kan det ses, hvordan klitterne nærmest ligger som en kæmpe sandbunke ovenpå sletten.

Selvom vi vist alle efterhånden havde erfaring med at køre i ørkenen, var det alligevel sin sag at køre i det løse sand. Vi var ikke kørt ret langt ind i ørkenen før vi begyndte at køre fast i sandet. Det var vigtigt at holde bilerne i fart. Så snart bilen holdt stille, var der stor risiko for, at den kørte fast, når vi skulle i gang igen.

Især hvis det var nødvendigt at stoppe på vej op ad en bakke, var det sikkert, at der skulle bakkes hele vejen ned til et fladt stykke, så bilen kunne komme op i fart inden bakken.

Der var særligt et område, hvor vi skulle køre fra et spor til et andet, her kørte vi næsten hele tiden fast. Heldigvis var der nogle hjælpsomme beduiner i nærheden. Til sidst tilbød en af beduinerne at køre forrest i en af bilerne og vise vej til det nye spor.

Det gik helt galt. Det lykkedes ham at køre dækket af et af forhjulene. For at få bedre friktion, tømmes dækkene for luft. Gerne ned til et tryk på 15 psi mod de normale 38 til 54 psi til den slags biler. Men det betyder, at dækket kan blive kørt mere eller mindre af, hvis der bliver kørt tilstrækkeligt vildt.

Det største chok var, at en af de andre biler havde ligget så tæt på, at der ikke var plads til at stoppe et ordentlig sted, da beduinen pludselig holdt stille. Så chaufføren traf en frisk beslutning og kørte uden om. Desværre var der et tre meter dybt hul ved siden af, som bilen kørte ned i i stedet for at komme uden om.

Vi ærgrede os alle over at vi ikke havde fået taget billeder af situationen. Men det hele virkede så håbløst, at ingen kunne overskue eller havde lyst til at tage kameraet frem. Hullet var ikke meget længere end bilen, da den holdt på bunden. Det var altså ikke muligt at bakke lidt tilbage og få fart på. Vi gravede og gravede, som vi allerede havde gjort i de sidste tre timer. Men bilen sank bare længere ned. Det hele var meget fortvivlende.

Til sidst kom en mere rutineret beduin. Og med fælles indsats lykkedes det os alligevel at få bilen op. Der var stor jubel. Det fleste havde vist opgivet håbet.

Vi var alle blevet klogere. Resten af turen var der ingen som kørte fast. Nu kørte det bare derudaf. Der var selvfølgelig en punktering mere. Men bortset fra det gik det fint. Vi fik tilmed selskab af nogle drommedarer.

Efterhånde som solen nærmede sig horisonten,
besluttede vi at slå lejr. Det var et godt sted. Vi fik hurtigt sat nogle telte og en baldakin op. Tingene var blevet rystet godt rundt i bilerne, så der var ingen, som havde overblik over, hvad vi havde med. Peter og jeg valgte at sove uden for under baldakinen.

Vi grillede nogle bøffer til aftensmad og bagefter satte vi os til bålet og slappede af. Vi var alle godt trætte efter den begivenhedsrige dag. Så klokken blev ikke meget over ti før vi alle sov som sten. Der faldt kraftig dug i ørkenen den nat. Så kraftig at det dryppede fra baldakinen. Det blæste også en del.

Men der skulle mere til at spolere nattesøvnen. Ikke engang den store edderkop som vi fandt mellem inderteltet og oversejlet næste morgen, havde kunnet vække dem, som sov i telte.

Dag 2
Anden dag blev vi vækket tidligt af solen. Det bliver hurtigt varmt i ørkenen, når solen står op.

Efter en hurtig morgenmad tog det ikke lang tid at få pakket lejren sammen igen. Dagens mål var en lagune nogle hundrede kilometer væk. Det var en god motivation; efter næsten et døgn i ørkenen var der sand overalt. En kølende dukkert ville være som at komme i Paradis.

Men først skulle vi gennem noget mere ørken. Fyrre kilometer senere kom vi ud til kysten, her var en landsby, men det lignede mest af alt en losseplads. Det så ud som om beboerne bare smed affaldet, hvor de havde lyst. Det var ikke et kønt syn efter den næsten sterile uberørthed, som vi oplevede inde i ørkenen.

Vi fortsatte i ørkenen ude langs kysten, på et tidspunkt kørte vi gennem et stykke ørken med nogle specielle sandstensformatione som stak op af sandet. Det var en særlig udfordring at komme igennem.

Ud af ingen ting dukkede en asfalteret vej op. Vi fulgte vejen frem til den lokale civilisation og tankstationen, hvor vi kunne få luft og benzin. Nu skulle vi nemlig gennem et andet landskab, som krævede mere tryk i dækkene. Det var det fladeste landskab jeg nogen sinde har set. Fladt og helt uforanderligt så langt øjet ragte. Alligevel skiftede landskabet, mens vi kørte gennem det. Fra gulbrunt sand med store sten til hvidt sand med tuer af små buske. Ind i mellem kørte vi gennem områder, hvor der var et sprødt lag af sand og salt øverst og noget underligt blødt mudret sand under. Bilerne sank omkring tyve centimeter ned. Vi havde alle en skræmmende fornemmelse af, at vi ville synke i, hvis vi holdt stille.

Solen stod næsten lige over os, så det var svært at holde styr på, hvilken retning vi havde. Men vi kom frem til stranden. Det var ubeskrivelig skønt at kaste sig i de svalende blå bølger og få sandet skyllet af. På billedet til venstre leger vi strandvaskere.




Vi dasede på stranden et par timer og satte bagefter lejren op. Det begyndte at blæse så meget, at vi måtte bruge bilerne som læ og binde teltene fast til dem. Pløkkerne kunne slet ikke sidde godt nok fast i sandet til at modstå vinden.

Vi fandt også ud af, at vi havde et ekstra telt med. Det var heldigt, så behøvede vi kun at sove tre i hver.

Det lyder måske lidt ensformigt, men også dette sted var fantastisk. Det på en tange mellem havet og lagunen. Så vi kunne rigtig nyde solnedgangen over lagunen, efter vi havde sat telte op.

På billedet til venstre er hele gruppen. Fra højre er det Linda, Morten, Niels, Michael, Peter, Peter og mig.

De små billeder kræver lidt forklaring. De to første viser det lokale dyreliv; flamingoer i lagunen og utugtige kameler ved tankstationen. De tre nederste er forskellige landskaber, som vi kørte gennem på vej til lagunen.













Dag 3
Den sidste dag tog vi den med ro. Vi tog ud til næsset, hvor lagunen mødte havet. Der var et sted, hvor sandbunden næsten gik lodret ned. Her trænede vi akrobatiske udspring. Ellers snorklede vi og lavede så lidt som muligt.

På hjemturen havde vi den sidste punktering. Heldigvis var det på en parkeringsplads, dækket var simpelthen helt fladt, da vi kom ud fra købmanden, hvor vi havde shoppet lidt. Vi havde efterhånden fået en del rutine i dækskifte, så det var hurtigt klaret. Nu handlede det bare om at køre nogle hundrede kilometer, så vi kunne komme hjem og slappe af.

Det Grønne Bjerg

Vi var nogle stykker, som havde snakket om en lille tur til det grønne bjerg. Heldigvis havde rygtet spredt sig, og interessen var så stor, at det endte med, at vi var en karavane med 22 personer fordelt i fem firehjulstrækkere. Det skulle også være det helt rigtige tidspunkt at besøge det grønne bjerg.

Det tager små to timer at komme frem til bjerget fra kontoret ved lufthavnen, hvor vi mødtes. Vejen var meget nem. Først kører man en lille time ind i landet på motorvejen mod Nizwa. Inden man kommer til Nizwa drejer man fra mod det grønne bjerg.

På vejen op ad bjerget passerede vi en kontrolpost. Der var lidt forskellige rygter om, hvad der blev kontrolleret ved posten. Det viste sig, at det kun blev kontrolleret om føreren havde kørekort, og at bilen var en firhjulstrækker. Det var også nødvendigt med en ordentlig bil. Selvom vejen var asfalteret hele vejen, var der nogle stigninger, som kunne tage pusten fra mindre stærke biler. Vi nåede op i over 2000 meters højde, før vi kom til landsbyerne.

Undervejs lagde jeg mærke til et underligt fænomen. Det virkede som om, at der kun groede større planter over en vis højde. Det fik mig til at tænke på mine oplevelser i Norge. Der var det tydeligt, at der var en grænse i højden, som træerne ikke kunne gro over. I Oman er det tilsyneladende omvendt.

Der var flere rutinerede med på turen. Det var en stor fordel, ellers havde vi for eksempel aldrig fundet Dianas Viewpoint, hvor vi spiste frokost med en fantastisk udsigt. På billedet til venstre ses panoramaudsigten.

Efter frokosten gik vi en tur mellem to landsbyer. Ruten var som altid markeret med gule og brune malede striber på sten og huse. Det var vældigt praktisk, alligevel lykkedes det mig og to andre at gå forkert i en gyde.

Turen havde nogle stejle trapper, hvor man først skulle ned i en dal mellem de to landsbyer og så op igen. Der var mulighed for at gå noget af ruten på en falaj. Det er en kanal, som bruges til at lede vandet til kunstvanding i. Der findes både lukkede underjordiske falajer, som man kan gå oprejst i, hvis man tør. Og så findes de åbne falajer som den på billedet.

Kunstvandingen bruges blandt andet til produktionen af roser, som bruges til parfume. Alle de vilde roser mindede om hyben. Det var næsten som at være hjemme i Danmark om sommeren. For at gøre illusionen total, var der oven i købet nogle skyer på himlen. Hvilket normalt hører til sjældenhederne her. Og som prikken over i'et regnede det faktisk en smule på vejen tilbage til kontoret. Der kom vel i alt otte til ti dryp på forruden. Hvilket er en del mere end det sædvanlige. Det var kun anden gang siden jeg kom herned, at jeg oplevede en slags regnvejr.

Det var en god og overskuelig tur. Det burde være muligt, at være hjemme omkring klokken fire, hvis man kører inden klokken ti.