Det Grønne Bjerg

Vi var nogle stykker, som havde snakket om en lille tur til det grønne bjerg. Heldigvis havde rygtet spredt sig, og interessen var så stor, at det endte med, at vi var en karavane med 22 personer fordelt i fem firehjulstrækkere. Det skulle også være det helt rigtige tidspunkt at besøge det grønne bjerg.

Det tager små to timer at komme frem til bjerget fra kontoret ved lufthavnen, hvor vi mødtes. Vejen var meget nem. Først kører man en lille time ind i landet på motorvejen mod Nizwa. Inden man kommer til Nizwa drejer man fra mod det grønne bjerg.

På vejen op ad bjerget passerede vi en kontrolpost. Der var lidt forskellige rygter om, hvad der blev kontrolleret ved posten. Det viste sig, at det kun blev kontrolleret om føreren havde kørekort, og at bilen var en firhjulstrækker. Det var også nødvendigt med en ordentlig bil. Selvom vejen var asfalteret hele vejen, var der nogle stigninger, som kunne tage pusten fra mindre stærke biler. Vi nåede op i over 2000 meters højde, før vi kom til landsbyerne.

Undervejs lagde jeg mærke til et underligt fænomen. Det virkede som om, at der kun groede større planter over en vis højde. Det fik mig til at tænke på mine oplevelser i Norge. Der var det tydeligt, at der var en grænse i højden, som træerne ikke kunne gro over. I Oman er det tilsyneladende omvendt.

Der var flere rutinerede med på turen. Det var en stor fordel, ellers havde vi for eksempel aldrig fundet Dianas Viewpoint, hvor vi spiste frokost med en fantastisk udsigt. På billedet til venstre ses panoramaudsigten.

Efter frokosten gik vi en tur mellem to landsbyer. Ruten var som altid markeret med gule og brune malede striber på sten og huse. Det var vældigt praktisk, alligevel lykkedes det mig og to andre at gå forkert i en gyde.

Turen havde nogle stejle trapper, hvor man først skulle ned i en dal mellem de to landsbyer og så op igen. Der var mulighed for at gå noget af ruten på en falaj. Det er en kanal, som bruges til at lede vandet til kunstvanding i. Der findes både lukkede underjordiske falajer, som man kan gå oprejst i, hvis man tør. Og så findes de åbne falajer som den på billedet.

Kunstvandingen bruges blandt andet til produktionen af roser, som bruges til parfume. Alle de vilde roser mindede om hyben. Det var næsten som at være hjemme i Danmark om sommeren. For at gøre illusionen total, var der oven i købet nogle skyer på himlen. Hvilket normalt hører til sjældenhederne her. Og som prikken over i'et regnede det faktisk en smule på vejen tilbage til kontoret. Der kom vel i alt otte til ti dryp på forruden. Hvilket er en del mere end det sædvanlige. Det var kun anden gang siden jeg kom herned, at jeg oplevede en slags regnvejr.

Det var en god og overskuelig tur. Det burde være muligt, at være hjemme omkring klokken fire, hvis man kører inden klokken ti.