Jabel Shams

Officielt er det højeste bjerg i Oman Jabel Shams. Shams betyder sol på arabisk - Jabel Shams betyder Sol Bjerget. Toppen ligger 2997 meter over havoverfladen. Billedet til venstre viser et udsnit af horisonten set fra toppen af Jabel Shams.

Trekkingruten, som vi fulgte, hedder W4. Den er tydeligt afmærket med mærker med en gul, en hvid og en rød stribe, som er malet på sten og klipper. Ruten starter ved en camp, som man kan nå i bil. Campen ligger i cirka 2000 meter over havet.

I følge diverse beskrivelser er ruten af den lettere slags, den er ni kilometer lang og den byder på nogle fantastiske udsigter. Der er tale om kraftig underdrivelse på alle punkter.

Jeg vil gerne indrømme, at det er noget af det hårdeste, som jeg nogensinde har oplevet. Det var meget hårdere end at løbe marathon - så vidt jeg husker.

Stilheden var det første som slog mig. Den fantastiske beroligende og lutrende stilhed. Der var hverken konstant summen fra aircondition'en eller nogen knurende lyd fra en bil, som gasser op i det fjerne, ingen hunde som gøede - ingenting kun stilhed og frisk luft.

Efter nogle kilometer krydsede vi den første wadi. Det havde regnet fornyligt, kunne vi se -der var vand i wadien. Vandet lå i pytter, så det var ikke noget problem, at komme tørskoet over.

Efterhånden, som vi bevægede os op ad bjerget, blev stilheden af og til brudt af de vilde æsler, som skrydede i det fjerne.

Solen skinnede, og terrænet bød ikke på de store udfordringer. På tre timer inklusiv pauser havde vi tilbagelagt de første omkring seks kilometer af turen. Vi var nu oppe i cirka 2500 meter, og det hele virkede absolut overkommeligt.

Vi var gået et stykke langs den ene kant af den kolossale kløft, som er Omans svar på Grand Canyon. Og det var her, at vi blev klar over den første underdrivelse i rutebeskrivelsen: Var udsigten virkelig kun "fantastisk"?

Jeg prøvede at fange lidt af udsigtens og landskabets magi ved at tage et panoramabillede. Vidderne var imponerende. Dette landskab var virkelig noget særligt - på samme tid roligt og dramatisk.

Dramatikken i landskabet blev forstærket af, at skyerne begyndte at trække sammen i det fjerne. Hvilket gjorde os en smule beklemte.

I de næsten otte måneder jeg havde været i Oman, havde jeg kun én gang oplevet noget, som vi ville kalde regnvejr i Danmark.

Det regnede mere i bjergene end i lavlandet omkring Muscat, vidste vi. Men den regn, som jeg hidtil havde oplevet i bjergene, var aldrig blevet til mere end et par dryp. Det så heldigvis ud til, at skyerne med regnen ikke blæste i retning mod os.

Som den sidste detalje var det begyndt at tordne. Tordenen var dog et stykke væk, så vi blev ikke rigtig nervøse. I stedet blev tordenen den perfekte lydkulisse til det landskab, som vi bevægede os igennem.

Over os var der blevet dannet et tyndere skydække, som skærmede for solen. Det var meget heldigt, for terrænet havde efterhånden ændret karakter. Nu gik det stejlere nedad og opad, når vi skulle krydse de små kløfter. Turen ville være meget hårdere i bagende sol, og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at blive træt.

Jesper og Peter havde allerede måtte stoppe og vente på mig et par gange. Det havde ikke været den bedste disposition at tage omkring tolv kilo oppakning med. Når det gik stejlt op eller ned, var det virkelig noget som tog på kræfterne.

Men vi nærmede os toppen. Min GPS viste, at vi snart havde tilbagelagt ni kilometer. Vi havde bevæget os væk fra kanten ved den store kløft og vi nærmede os den bjergkam, som resten af ruten løb langs.

Ved kanten af bjergkammen var der igen en imponerende udsigt... og et imponernede fald. Bjergvæggen går tusind meter lodret ned visse steder.

Til venstre kunne vi se en militær installation på toppen af en bakke. Til højre var en anden bakketop, som ruten ledte over mod. Det passede med, at vi havde tilbagelagt ni kilometer, når vi ankom til bakketoppen. Men den så bestemt ikke ud til at ligge højere end toppen til venstre. Jeg var optimist - ifølge den afstand, som vi havde tilbagelagt, var vi snart på toppen. Der var bare den sidste kløft, som skulle forceres.

Da vi nåede toppen, var det som om ruten holdt op. Det var ikke til at se flere afmærkninger af ruten, og vi havde tilbagelagt lidt over ni kilometer. Men det var tydeligt, at den top, som vi nu kunne se lidt længere fremme langs bjergkammen, var højere. Desuden befandt vi os ifølge min GPS kun i 2800 meters højde. Det var den anden underdrivelse i rutebeskrivelsen - ruten var en del længere end de opgivne 9 kilometer.

Så turen fortsatte. Vi ledte efter nogle markeringer, som vi kunne følge. Det var klart, at vi skulle følge bjergkammen.

Efter små ti minutters søgen fandt vi igen ruten, og vi fortsatte mod toppen. Det var ikke godt for moralen, at vi ikke havde nået toppen efter de angivne ni kilometer. Hvor langt var der så?

Kort efter, at vi havde fundet ruten igen, opdagede jeg, at jeg havde tabt min sovepose. Den havde hængt i nogle stropper under min rygsæk. Nu var den væk. Det kunne ikke være længe siden, at jeg har tabt den, tænkte jeg. Så jeg smed rygsækken og løb tilbage langs ruten. Efter en kilometer gav jeg op, der var ingen sovepose, og jeg havde bestemt ikke lyst til at gå længere tilbage. Om nogle timer ville det blive mørkt, og vi skulle gerne nå toppen inden da.

Da jeg nåede tilbage, hvor vi var stoppet, foreslog Peter og Jesper, at vi bare kunne deles om de to soveposer, som var tilbage. Det grinede vi meget af. Vi var efterhånden godt brugte, så det var godt med lidt at grine af.

Terænnet langs bjergkammen var meget kuperet. Det skiftede mellem kløfter og toppe -halvtreds meter ned og halvtreds meter op. Hver gang vi nåede en top, kunne vi se, at der lå en lidt længere fremme, som var højere.

Det var umuligt at vide, om den næste top var vores endelige mål, eller om der bare lå endnu en top og en kløft bagved, som skulle forceres. Motivationen svandt i takt med dagslyset, og vi blev langsomt klar over den sidste underdrivelse: ruten var ikke specielt let. De sidste par kilometer, som vi havde tilbagelagt, havde virkelig tæret på kræfterne.

Tusmørket var begyndt at sænke sig, inden længe ville det være for mørkt til at kunne vandre sikkert. Peter fandt sin pandelampe frem, men alligevel kom vi til et punkt, hvor vi ikke kunne finde flere afmærkninger. Det var på vej ned ad en stejl skråning. Vi blev enige om, at det ville være en dårlig idé at fortsætte, når vi ikke kendte ruten.

Så vi gik tilbage mod den top, som vi netop havde passeret. Jeg havde lagt mærke til, at der var et relativt fladt område lidt lavere end toppen. Her kunne vi slå lejr. Solen var gået ned halv syv, men det var næsten fuldmåne. Så snart månen havde hævet sig over horisonten, lyste den godt op.

I tilfælde af at det skulle blive rigtig koldt, havde jeg taget en langærmet trøje og nogle lange træningsbukser med. Desuden havde jeg et dynebetræk til at supplere soveposen med, hvis den var for kold at sove i. Men nu, hvor soveposen var væk, var det ekstra tøj og dynebetrækket det eneste, som jeg havde at sove i.

Hvis jeg lå på siden og trak benene til mig, kunne dynebetrækket ligge dobbelt og lige præcis dække fra halsen til fødderne. Når jeg brugte hætten på trøjen, var hovedet også dækket. Klippen, som jeg lå direkte på, var blevet varmet op i løbet af dagen, så den var dejlig lun til at begynde med.

Det kunne mærkes, at mine ben og resten af kroppen i løbet af dagen var blevet udsat for lidt ud over det sædvalige. Den sammenkrøbne stilling, som jeg var nødt til at ligge i, udløste efter få sekunder krampe. For det meste var det krampe et sted i benene, men til tider blev jeg overrasket af en mere usandsynlig krampe for eksempel lige under ribbenene foran på brystkassen.

Efter cirka ni timer gik månen ned og en fantastisk stjernehimmel åbenbarede sig. På det tidspunkt havde jeg sammenlagt sovet omkring et kvarter. Jeg lagde mig om på den anden side og aftalte med mig selv, at jeg ville nyde stjernehimlen, når jeg alligevel vågnede igen om et par minutter.

Da jeg vågnede igen, var der ingen stjerner. Solen var ved at stå op. Der gik endnu en times tid før solen stod så højt, at dens varmende stråler fik liv i os.

Der var ingen af os, som havde fået sovet særlig meget. Men vi havde fået masser frisk luft. Humøret steg i takt med temperaturen. Der kunne ikke være langt til toppen nu.

Vi spiste en nødtørftig morgenmad, mens vi nød morgenlysets spil på landskabet. Det hele virkede mere overskueligt i dagslys. Vi var alle lettede over, at natten og kulden var fortrængt af solen. Nu sad vi bare og nød udsigten og slappede af.

Men vi var selvfølgelig ivrige efter at nå toppen. Så efter en lille times tid pakkede vi sammen og fortsatte mod toppen.

Det tog os omkring halvanden time at nå toppen. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg mener, at vi kun skulle krydse endnu to dale, inden vi nåede toppen.

Det var en kollosal tilfredsstillelse endelig at være på toppen. Jeg ved ikke, om det skyldtes den tynde luft eller den manglende søvn: stemningen var euforisk.

Følelsen af at være på toppen var ikke til at tage fejl af. Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved så håndgribeligt at kunne se, at målet er nået. Der var ikke lige et skridt mere, som skulle tages, ikke lige en lille detalje som skulle rettes, ikke noget som lige skulle gøres lidt bedre. Vi var på toppen, hverken mere eller mindre.

Vi blev og nød toppen i en god times tid og fik taget nogle obligatoriske billeder. Tilbageturen virkede på en måde mere overskuelig, nu havde vi et indtryk af, hvad der ventede os. Og min oppakning var blevet en del lettere af, at jeg havde drukket omkring fire liter vand og sodavand, siden vi startede.

Peter og Jesper satte et imponerende tempo, jeg prøvede at spare på kræfterne for ikke at gå helt kold som dagen før. Det var virkelig imponerende, at de havde så mange kræfter tilbage.

Da vi havde gået et par timer, mødte vi en ældre englænder, som var på vej op. Han var startet tidligt og var godt og vel halvvejs mod toppen. Han spurgte, om der var en af os, som savnede en sovepose. Han havde nemlig fundet en på vejen. Han fortalte, hvor den lå, så vi nemt kunne finde den igen.

Vi var næste nået halvejs tilbage, da vi fandt soveposen. Den havde jeg altså tabt, et godt stykke før jeg opdagede det. Hvis jeg havde haft mere overskud, havde jeg måske opdaget det før.

Kort efter at vi havde fundet soveposen, passerede vi vores depot. Her jeg havde efterladt tre liter vand dagen før. Der var jo ingen grund til at slæbe det helt til toppen, når jeg først skulle bruge det på tilbagevejen. Jesper fik den ene flaske, resten var rigeligt til mig.

Skyerne var igen trukket sammen, og i det fjerne kunne vi se, at jorden ved campen var så våd, at den spejlede de grå skyer. Inden længe begyndte det også at dryppe lidt på os. Vi satte tempoet op. Det var i hvertfald hensigten, men kræfterne var igen ved at slippe op. Peter og Jesper havde allerede ventet på mig flere gange. At være den sidste - den der sinkede de andre - var absolut ikke en rolle, som jeg befandt mig godt med.

For at understrege at jeg ikke havde nogle kræfter på denne tur, blev jeg overhalet af den gamle englænder, som var på vej tilbage. Han havde dog ikke været helt på toppen - han havde set det trække op til regn og var vendt om. Efter hvad han fortalte, var han nået der til, hvor vi havde målt ni kilometer. Han havde god fart på. Selvom han også snakkede lidt med Peter og Jesper, da han passerede dem, forsvandt han hurtigt ud af syne.

Nu tog regnen til, men jeg var nået til et punkt, hvor det ikke rigtig gjorde noget. Der var skruet ned for sanserne, jeg kunne ikke længere mærke mine vabler eller at hælkappen på min ene sko havde gnavet en del af huden af på min achillessene. Om jeg var gennemblødt af regn eller sved kunne være det samme, det var ikke særlig koldt.

Jeg havde andet at bekymre mig om. Vores fokus var at komme hen til bilen. Men hvordan så de fem til ti kilometer jordvej ud, som vi skulle passere, før vi kom til asfaltvejen. Var dele af den skyllet væk. Der var stejle jordskrænter langs vejen, så der var også en risiko for, at regnen havde udløst et mindre jordskred, som blokerede vejen.

Peter mente dog ikke, at vi skulle bekymre os om det, før vi havde problemet. Selvfølgelig havde han ret.

Vi nåede godt gennemblødte frem til bilen og skiftede til noget tørt tøj. Nedstigningen havde taget mellem fem og seks timer, min GPS fortalte, at ruten var omkring 12 kilometer.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt nervøs for hjemturen. På det sidste stykke mod campen havde vi passeret nogle wadier, som der næsten ikke var vand i, da vi gik mod toppen, nu var de blevet til mellemstore åer.

Men vi startede den trofaste corolla og kørte hjemad. Efter få hundrede meter mødte vi den første forhindring. Et vandløb havde skåret en halv meter dyb og en meter bred fuge på tværs af vejen. Heldigvis var der lagt nogle flade sten i fugen, så toyotaen forsigtigt kunne lempes over. Andre steder var der dybe fuger på langs af vejen. Ofte måtte vi ud og fjerne store sten, som var skyllet ud på vejen, eller lægge flere sten i de dybe fuger i vejen.

Omsider nåede vi asfaltvejen. Her var der flere steder skyllet store mængder grus og jord ud på vejen. Nogle steder var vejen kun farbar i et spor, men vi kom fremad.

Langs en del af vejen ned fra bjergene løber en wadi, den var helt tørlagt dagen før, da vi kørte mod bjerget. Nu var den godt fyldt.

Efterhånden, som vi nærmede os Nizwa, blev forholdene mere normale. Der var ingen vand i wadierne her. Så nu kunne vi tænde for automatpiloten og fortsætte mod Muscat.

Jeg havde glædet mig længe til at se effekterne af regnvejr. Det fik jeg oplevet nu - og det heldigvis under ret kontrollerede forhold. Det er altid godt at se det med egne øjne.