fredag den 29. februar 2008

Wadi Tiwi og Sink Hole

Den 29. februar var jeg så heldig, at få lokket to af de rutinerede fra kontoret med på udflugt. Det var Henning og Leo. Begge kunne uden omskoling blive guider i Oman, hvis der pludselig ikke længere var brug for ingeniører.

Infrastrukturen i Oman har en imponerende standard, og den bliver konstant udbygget og forbedret. Skiltningen er derimod ikke altid optimal. Så det kan være lidt af en udfordring at komme frem, når man ikke kender vejen på forhånd.

Heldigvis kan Henning vejen i søvne, så jeg kunne bare køre og slappe af. Det meste af vejen i hvert fald...

Første stop på vejen var et stort hul. Det hedder Sink Hole, og er Omans mest etablerede turistattraktion, der er en stor parkeringsplads ved siden af, og der er bede og befæstede stier omkring hullet.

Jeg vil skyde på at hullet er omkring halvtreds meter i diameter og mellem temten til tyve meter dybt. Hullet er dannet ved, at vandførende lag under jordoverfladen har opløst dele af disse lag. På et tidspunkt er strukturen blevet så udhulet, at jordoverfladen er kollapset.

Det er bestemt et facinerende syn. Hulen med med det blågrønne vand i bunden er en befriende kontrast til det ensformige område mellem bjergene og kysten.

I den ene side af hullet fører en trappe ned til bunden. Hernede fra kunne jeg rigtig nyde det fantastiske spil, som sollysets reflekser lavede på væggene. Jeg har prøvet at fange det på billedet til venstre.

Turen gik videre til Wadi Tiwi. Her blev mine begrænsede evner som firehjulstrækker-chauffør sat på prøve. Vejen ind i wadien løber på en smal vej på bjergsiden. Der er kun plads til en bil, så hvis der er modkørende, skal der bakkes. Heldigvis er der ikke særlig meget trafik. Nogle steder er vejen af beton, andre steder er den af grus og småsten, som bilen kan skride på.

Der var nogle spændende øjeblikke. Et af dem var, da jeg skulle parkere bilen op ad en skrænt på et lille plateau ved vejen. Der var en fantastisk udsigt - se billedet til venstre - så her ville vi spise frokost. I forbindelse med parkeringen skulle jeg køre en smule frem og op, men bilen trillede baglæns mod afgrunden, fordi jeg ikke havde fået sat den i første gear. Det var en meget skræmmende fornemmelse, som kun blev værre, da jeg bremsede og bilen begyndte at kure videre mod afgrunden. Heldigvis stoppede bilen et par meter fra kanten, og jeg kunne sætte den i gear og køre op igen.

Det var en rystende oplevelse. Jeg tror, at både Henning og Leo så deres liv og lufthavnsprojektet passere revy i de lange sekunder inden bilen stod stille. De var i hvert fald meget fåmælte og tænksomme, da vi spiste frokost.

Efter frokost kørte vi et stykke videre ind i wadien. Vi gjorde et kort stop et inden landsbyen Mibam, hvor der var udsigt over landsdbyen. Den skulle være mest fotogen på afstand.

Det var ved at blive sent, så vi valgte at køre tilbage mod Muscat.

På tilbagevejen så vi nogle af skaderne fra cyklonen Gonu som ramte Oman i 2007. Der var flere steder, hvor vejen var skyllet bort.

På til venstre ses et typisk flodseng eller en wadiløb, som vi kalder det her. Ved den højre bred ses resterne af vejen. Den flade blok midt i billedet kaldes riprap. Det er sten indstøbt i beton. Det er meget udbredt som erosionsbeskyttelse i kanaler og grøfter.

Andre steder har åbningerne ikke været store nok til at klare vandføringen. Det er tydeligt, at de tre rør gennem vejdæmningen ikke har kunnet vandføringen i denne brede flodseng. Så en del af dæmningen og dermed vejen er skyllet bort.

Men det virker som om, at udløbene under de nye veje er bedre dimensionerede.


Ingen kommentarer: