Jabel Shams

Officielt er det højeste bjerg i Oman Jabel Shams. Shams betyder sol på arabisk - Jabel Shams betyder Sol Bjerget. Toppen ligger 2997 meter over havoverfladen. Billedet til venstre viser et udsnit af horisonten set fra toppen af Jabel Shams.

Trekkingruten, som vi fulgte, hedder W4. Den er tydeligt afmærket med mærker med en gul, en hvid og en rød stribe, som er malet på sten og klipper. Ruten starter ved en camp, som man kan nå i bil. Campen ligger i cirka 2000 meter over havet.

I følge diverse beskrivelser er ruten af den lettere slags, den er ni kilometer lang og den byder på nogle fantastiske udsigter. Der er tale om kraftig underdrivelse på alle punkter.

Jeg vil gerne indrømme, at det er noget af det hårdeste, som jeg nogensinde har oplevet. Det var meget hårdere end at løbe marathon - så vidt jeg husker.

Stilheden var det første som slog mig. Den fantastiske beroligende og lutrende stilhed. Der var hverken konstant summen fra aircondition'en eller nogen knurende lyd fra en bil, som gasser op i det fjerne, ingen hunde som gøede - ingenting kun stilhed og frisk luft.

Efter nogle kilometer krydsede vi den første wadi. Det havde regnet fornyligt, kunne vi se -der var vand i wadien. Vandet lå i pytter, så det var ikke noget problem, at komme tørskoet over.

Efterhånden, som vi bevægede os op ad bjerget, blev stilheden af og til brudt af de vilde æsler, som skrydede i det fjerne.

Solen skinnede, og terrænet bød ikke på de store udfordringer. På tre timer inklusiv pauser havde vi tilbagelagt de første omkring seks kilometer af turen. Vi var nu oppe i cirka 2500 meter, og det hele virkede absolut overkommeligt.

Vi var gået et stykke langs den ene kant af den kolossale kløft, som er Omans svar på Grand Canyon. Og det var her, at vi blev klar over den første underdrivelse i rutebeskrivelsen: Var udsigten virkelig kun "fantastisk"?

Jeg prøvede at fange lidt af udsigtens og landskabets magi ved at tage et panoramabillede. Vidderne var imponerende. Dette landskab var virkelig noget særligt - på samme tid roligt og dramatisk.

Dramatikken i landskabet blev forstærket af, at skyerne begyndte at trække sammen i det fjerne. Hvilket gjorde os en smule beklemte.

I de næsten otte måneder jeg havde været i Oman, havde jeg kun én gang oplevet noget, som vi ville kalde regnvejr i Danmark.

Det regnede mere i bjergene end i lavlandet omkring Muscat, vidste vi. Men den regn, som jeg hidtil havde oplevet i bjergene, var aldrig blevet til mere end et par dryp. Det så heldigvis ud til, at skyerne med regnen ikke blæste i retning mod os.

Som den sidste detalje var det begyndt at tordne. Tordenen var dog et stykke væk, så vi blev ikke rigtig nervøse. I stedet blev tordenen den perfekte lydkulisse til det landskab, som vi bevægede os igennem.

Over os var der blevet dannet et tyndere skydække, som skærmede for solen. Det var meget heldigt, for terrænet havde efterhånden ændret karakter. Nu gik det stejlere nedad og opad, når vi skulle krydse de små kløfter. Turen ville være meget hårdere i bagende sol, og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at blive træt.

Jesper og Peter havde allerede måtte stoppe og vente på mig et par gange. Det havde ikke været den bedste disposition at tage omkring tolv kilo oppakning med. Når det gik stejlt op eller ned, var det virkelig noget som tog på kræfterne.

Men vi nærmede os toppen. Min GPS viste, at vi snart havde tilbagelagt ni kilometer. Vi havde bevæget os væk fra kanten ved den store kløft og vi nærmede os den bjergkam, som resten af ruten løb langs.

Ved kanten af bjergkammen var der igen en imponerende udsigt... og et imponernede fald. Bjergvæggen går tusind meter lodret ned visse steder.

Til venstre kunne vi se en militær installation på toppen af en bakke. Til højre var en anden bakketop, som ruten ledte over mod. Det passede med, at vi havde tilbagelagt ni kilometer, når vi ankom til bakketoppen. Men den så bestemt ikke ud til at ligge højere end toppen til venstre. Jeg var optimist - ifølge den afstand, som vi havde tilbagelagt, var vi snart på toppen. Der var bare den sidste kløft, som skulle forceres.

Da vi nåede toppen, var det som om ruten holdt op. Det var ikke til at se flere afmærkninger af ruten, og vi havde tilbagelagt lidt over ni kilometer. Men det var tydeligt, at den top, som vi nu kunne se lidt længere fremme langs bjergkammen, var højere. Desuden befandt vi os ifølge min GPS kun i 2800 meters højde. Det var den anden underdrivelse i rutebeskrivelsen - ruten var en del længere end de opgivne 9 kilometer.

Så turen fortsatte. Vi ledte efter nogle markeringer, som vi kunne følge. Det var klart, at vi skulle følge bjergkammen.

Efter små ti minutters søgen fandt vi igen ruten, og vi fortsatte mod toppen. Det var ikke godt for moralen, at vi ikke havde nået toppen efter de angivne ni kilometer. Hvor langt var der så?

Kort efter, at vi havde fundet ruten igen, opdagede jeg, at jeg havde tabt min sovepose. Den havde hængt i nogle stropper under min rygsæk. Nu var den væk. Det kunne ikke være længe siden, at jeg har tabt den, tænkte jeg. Så jeg smed rygsækken og løb tilbage langs ruten. Efter en kilometer gav jeg op, der var ingen sovepose, og jeg havde bestemt ikke lyst til at gå længere tilbage. Om nogle timer ville det blive mørkt, og vi skulle gerne nå toppen inden da.

Da jeg nåede tilbage, hvor vi var stoppet, foreslog Peter og Jesper, at vi bare kunne deles om de to soveposer, som var tilbage. Det grinede vi meget af. Vi var efterhånden godt brugte, så det var godt med lidt at grine af.

Terænnet langs bjergkammen var meget kuperet. Det skiftede mellem kløfter og toppe -halvtreds meter ned og halvtreds meter op. Hver gang vi nåede en top, kunne vi se, at der lå en lidt længere fremme, som var højere.

Det var umuligt at vide, om den næste top var vores endelige mål, eller om der bare lå endnu en top og en kløft bagved, som skulle forceres. Motivationen svandt i takt med dagslyset, og vi blev langsomt klar over den sidste underdrivelse: ruten var ikke specielt let. De sidste par kilometer, som vi havde tilbagelagt, havde virkelig tæret på kræfterne.

Tusmørket var begyndt at sænke sig, inden længe ville det være for mørkt til at kunne vandre sikkert. Peter fandt sin pandelampe frem, men alligevel kom vi til et punkt, hvor vi ikke kunne finde flere afmærkninger. Det var på vej ned ad en stejl skråning. Vi blev enige om, at det ville være en dårlig idé at fortsætte, når vi ikke kendte ruten.

Så vi gik tilbage mod den top, som vi netop havde passeret. Jeg havde lagt mærke til, at der var et relativt fladt område lidt lavere end toppen. Her kunne vi slå lejr. Solen var gået ned halv syv, men det var næsten fuldmåne. Så snart månen havde hævet sig over horisonten, lyste den godt op.

I tilfælde af at det skulle blive rigtig koldt, havde jeg taget en langærmet trøje og nogle lange træningsbukser med. Desuden havde jeg et dynebetræk til at supplere soveposen med, hvis den var for kold at sove i. Men nu, hvor soveposen var væk, var det ekstra tøj og dynebetrækket det eneste, som jeg havde at sove i.

Hvis jeg lå på siden og trak benene til mig, kunne dynebetrækket ligge dobbelt og lige præcis dække fra halsen til fødderne. Når jeg brugte hætten på trøjen, var hovedet også dækket. Klippen, som jeg lå direkte på, var blevet varmet op i løbet af dagen, så den var dejlig lun til at begynde med.

Det kunne mærkes, at mine ben og resten af kroppen i løbet af dagen var blevet udsat for lidt ud over det sædvalige. Den sammenkrøbne stilling, som jeg var nødt til at ligge i, udløste efter få sekunder krampe. For det meste var det krampe et sted i benene, men til tider blev jeg overrasket af en mere usandsynlig krampe for eksempel lige under ribbenene foran på brystkassen.

Efter cirka ni timer gik månen ned og en fantastisk stjernehimmel åbenbarede sig. På det tidspunkt havde jeg sammenlagt sovet omkring et kvarter. Jeg lagde mig om på den anden side og aftalte med mig selv, at jeg ville nyde stjernehimlen, når jeg alligevel vågnede igen om et par minutter.

Da jeg vågnede igen, var der ingen stjerner. Solen var ved at stå op. Der gik endnu en times tid før solen stod så højt, at dens varmende stråler fik liv i os.

Der var ingen af os, som havde fået sovet særlig meget. Men vi havde fået masser frisk luft. Humøret steg i takt med temperaturen. Der kunne ikke være langt til toppen nu.

Vi spiste en nødtørftig morgenmad, mens vi nød morgenlysets spil på landskabet. Det hele virkede mere overskueligt i dagslys. Vi var alle lettede over, at natten og kulden var fortrængt af solen. Nu sad vi bare og nød udsigten og slappede af.

Men vi var selvfølgelig ivrige efter at nå toppen. Så efter en lille times tid pakkede vi sammen og fortsatte mod toppen.

Det tog os omkring halvanden time at nå toppen. Jeg har ikke helt tal på det, men jeg mener, at vi kun skulle krydse endnu to dale, inden vi nåede toppen.

Det var en kollosal tilfredsstillelse endelig at være på toppen. Jeg ved ikke, om det skyldtes den tynde luft eller den manglende søvn: stemningen var euforisk.

Følelsen af at være på toppen var ikke til at tage fejl af. Der er noget grundlæggende tilfredsstillende ved så håndgribeligt at kunne se, at målet er nået. Der var ikke lige et skridt mere, som skulle tages, ikke lige en lille detalje som skulle rettes, ikke noget som lige skulle gøres lidt bedre. Vi var på toppen, hverken mere eller mindre.

Vi blev og nød toppen i en god times tid og fik taget nogle obligatoriske billeder. Tilbageturen virkede på en måde mere overskuelig, nu havde vi et indtryk af, hvad der ventede os. Og min oppakning var blevet en del lettere af, at jeg havde drukket omkring fire liter vand og sodavand, siden vi startede.

Peter og Jesper satte et imponerende tempo, jeg prøvede at spare på kræfterne for ikke at gå helt kold som dagen før. Det var virkelig imponerende, at de havde så mange kræfter tilbage.

Da vi havde gået et par timer, mødte vi en ældre englænder, som var på vej op. Han var startet tidligt og var godt og vel halvvejs mod toppen. Han spurgte, om der var en af os, som savnede en sovepose. Han havde nemlig fundet en på vejen. Han fortalte, hvor den lå, så vi nemt kunne finde den igen.

Vi var næste nået halvejs tilbage, da vi fandt soveposen. Den havde jeg altså tabt, et godt stykke før jeg opdagede det. Hvis jeg havde haft mere overskud, havde jeg måske opdaget det før.

Kort efter at vi havde fundet soveposen, passerede vi vores depot. Her jeg havde efterladt tre liter vand dagen før. Der var jo ingen grund til at slæbe det helt til toppen, når jeg først skulle bruge det på tilbagevejen. Jesper fik den ene flaske, resten var rigeligt til mig.

Skyerne var igen trukket sammen, og i det fjerne kunne vi se, at jorden ved campen var så våd, at den spejlede de grå skyer. Inden længe begyndte det også at dryppe lidt på os. Vi satte tempoet op. Det var i hvertfald hensigten, men kræfterne var igen ved at slippe op. Peter og Jesper havde allerede ventet på mig flere gange. At være den sidste - den der sinkede de andre - var absolut ikke en rolle, som jeg befandt mig godt med.

For at understrege at jeg ikke havde nogle kræfter på denne tur, blev jeg overhalet af den gamle englænder, som var på vej tilbage. Han havde dog ikke været helt på toppen - han havde set det trække op til regn og var vendt om. Efter hvad han fortalte, var han nået der til, hvor vi havde målt ni kilometer. Han havde god fart på. Selvom han også snakkede lidt med Peter og Jesper, da han passerede dem, forsvandt han hurtigt ud af syne.

Nu tog regnen til, men jeg var nået til et punkt, hvor det ikke rigtig gjorde noget. Der var skruet ned for sanserne, jeg kunne ikke længere mærke mine vabler eller at hælkappen på min ene sko havde gnavet en del af huden af på min achillessene. Om jeg var gennemblødt af regn eller sved kunne være det samme, det var ikke særlig koldt.

Jeg havde andet at bekymre mig om. Vores fokus var at komme hen til bilen. Men hvordan så de fem til ti kilometer jordvej ud, som vi skulle passere, før vi kom til asfaltvejen. Var dele af den skyllet væk. Der var stejle jordskrænter langs vejen, så der var også en risiko for, at regnen havde udløst et mindre jordskred, som blokerede vejen.

Peter mente dog ikke, at vi skulle bekymre os om det, før vi havde problemet. Selvfølgelig havde han ret.

Vi nåede godt gennemblødte frem til bilen og skiftede til noget tørt tøj. Nedstigningen havde taget mellem fem og seks timer, min GPS fortalte, at ruten var omkring 12 kilometer.

Jeg kunne ikke lade være med at være lidt nervøs for hjemturen. På det sidste stykke mod campen havde vi passeret nogle wadier, som der næsten ikke var vand i, da vi gik mod toppen, nu var de blevet til mellemstore åer.

Men vi startede den trofaste corolla og kørte hjemad. Efter få hundrede meter mødte vi den første forhindring. Et vandløb havde skåret en halv meter dyb og en meter bred fuge på tværs af vejen. Heldigvis var der lagt nogle flade sten i fugen, så toyotaen forsigtigt kunne lempes over. Andre steder var der dybe fuger på langs af vejen. Ofte måtte vi ud og fjerne store sten, som var skyllet ud på vejen, eller lægge flere sten i de dybe fuger i vejen.

Omsider nåede vi asfaltvejen. Her var der flere steder skyllet store mængder grus og jord ud på vejen. Nogle steder var vejen kun farbar i et spor, men vi kom fremad.

Langs en del af vejen ned fra bjergene løber en wadi, den var helt tørlagt dagen før, da vi kørte mod bjerget. Nu var den godt fyldt.

Efterhånden, som vi nærmede os Nizwa, blev forholdene mere normale. Der var ingen vand i wadierne her. Så nu kunne vi tænde for automatpiloten og fortsætte mod Muscat.

Jeg havde glædet mig længe til at se effekterne af regnvejr. Det fik jeg oplevet nu - og det heldigvis under ret kontrollerede forhold. Det er altid godt at se det med egne øjne.

Fotosafari ved Fahal Island

Det var blevet tid til at tage ud og dykke igen. Hajen, som jeg så ved sidste dyk, havde givet mig blod på tanden. Nogle gode hajbilleder ville se godt ud på bloggen.

Ikke så langt fra marinaen, hvor vi som regel sejler fra, ligger Fahal Island. Jeg har hørt den omtalt som Shark Island, så her burde der være mulighed for nogle gode billeder.

Min kollega, Oddur, havde også købt et undervandskamera, så vi skulle rigtig ud og fotografere. Med på turen var også Markus. Desuden skulle Christian have de to sidste dyk i hans advanced openwater uddannelse, så han dykkede rundt med vores dykkerleder.

Ellers er der ikke så meget at fortælle. Der var ingen hajer at se, men der var mange fotogene fisk. Der var blandt andet et forelsket par kuffertfisk, nogle skælfinnefisk som trænede formationssvømning og nogle farvestrålende aftrækkerfisk. Jeg har udvalgt nogle af de bedste billeder.

Dykkertur til Dimanyat - min første haj

Når det er sommer i Oman, er der meget varmt, og luftfugtigheden er høj. Så det er oplagt at bruge sin fritid på at dykke, her er selvfølgelig også både varmt og fugtigt. Men på den gode måde. Det plejer også at være en god oplevelse. Denne gang var ingen undtagelse.

Vi sejlede fra marinaen lidt over ni fredag morgen. Destinationen var igen naturreservatet Dimanyat Islands. Vores guide hed Aflam, og han havde en god stor båd. Vi var Morten, Christian, Markus og mig. Markus havde ikke dykket i nogle år, men han havde været på et genopfriskningskursus dagen før.

Ud over vores lille gruppe, var der også en gruppe lokale med på båden. Det virkede ikke som, om de havde ret meget styr på dykning.

Turen tog den sædvalige times tid, der var også en del bølger, men båden klarede det fint. Komforten var OK.

Jeg havde mit kamera med, så jeg var opsat på at finde nogle gode motiver. Det første sted var sigten ret god, selvom den varierede en del med strømforholdene. Vores guide fandt nogle nøgensnegle, det vil sige snegle uden sneglehus. De var meget farvestrålende, men desværre blev billederne ikke særligt gode. Ellers var der intet specielt ved dykket.

Andet dyk tegnede til at blive lidt af en skuffelse. Stedet hedder Police Strait, fordi det ligger ved den af Dimanyatøerne, hvor der ligger en forladt politibygning.

Bølgerne var høje, så jeg ville gerne i så hurtigt som muligt. På den anden side ville jeg ikke ligge i overfladen for længe. Vi blev samlet i overfladen og gik sammen ned. Ud over lettelsen ved at slippe for søgangen, var der ikke meget at skrive om. Området hvor vi gik ned mellem to øer var mest gold sandbund.

Vi svømmede langs revet mod vest, da guiden pegede på bunden et stykke fra revet og holdt en flad hånd vinkelret ud fra panden. Det var tegnet for haj. I retningen, som guiden havde peget, kunne jeg ane en skygge på bunden. Den var god nok, det var en haj. Det var betryggende, at det var den type som lå på bunden - en nursehaj. Der findes forskellige arter spredt over hele kloden også omkring Danmark, og ingen af dem skulle være særligt menneskeædende.

Hajen reagerede på den megen opmærksomhed og begyndte at svømme. Jeg var klar med kameraet, mens den sløvt svømmede begyndte at svømme. Til alt held svømmede den i første omgang bare rundt om den sten, som den havde ligget ved. Men da den opdagede, at de nysgerrige dykkere stadig stod, hvor den havde ligget på bunden skiftede den retning. På et tidspunkt svømmede den direkte i mod mig, det var spændende. Det var ikke rigtig skræmmende, fordi den bevægede sig så langsomt.

Efter hajen var forsvundet fandt vi en ældgammel skildpadde på den anden side af stenen. Den var begroet med rure, så den næsten lignede en flad rund sten med luffer. Skildpadden blev også træt af opmærksomheden og svømmede væk. Lidt senere så vi en rokke. Så det der virkede, som et lidt kedeligt dyk, viste sig at byde på flere store oplevelser. Nogle gange er man bare heldig.

Camping på Dimanyat

Dag 1
Der er mange gode dykkersteder i Oman. Nogle af de bedste ligger ved et naturreservat kaldet Dimanyat Islands. Reservatet består af ni øer, og her har jeg haft en af mine bedste dykkeroplevelser.

Det er tilladt at dykke ved øerne året rundt, men det er ikke tilladt at gå i land og campere i sommerperioden. Det er af hensyn til de ynglende fugle og skildpadder. Det kunne blive en fantastisk tur, men til vores store skuffelse begyndte perioden 1. maj i år. Det var allerede for sent.

Efter at jeg havde gået og ærgret mig over det i nogle uger, spurgte en af mine kollegaer mig, om jeg ville med på camping på Dimanyat i weekenden. Selvfølgelig ville jeg det!

Det viste sig at en af vores dykker/snorkle-tur-arrangører, Samir, var gode venner med en i Miljøministeriet, som gav tilladelse til overnatning på en af øerne. Og der var en god chance for, at vi kunne få dispensation.

Der gik ikke mange dage før vi stod ved Capital Yacht Club lidt syd for Muscat og læssede vores udstyr ombord på den motorbåd, som vi skulle sejle med.

Vi havde aftalt at sejle lidt over middag. Men båden skulle lige i vandet først. Efter at diverse småting var blevet ordnet, sejlede vi omsider mod Dimanyat. Klokken var vel blevet halv tre på det tidspunkt. Båden var udstyret med to store motorer, så farten kom op over 45 kilometer i timen, selvom der var en del søgang. Komforten røg sig en tur, da bølgerne blev omkring halvanden meter høje. Til tider var det som om, at vi bare fløg over bølgetoppene. Men ofte landede båden med et brag i en bølgedal. På vejen stoppede vi et øjeblik, fordi der var nogle delfiner i nærheden. Turen tog lidt over en time.

Da vi ankom til øerne, fik Samir øje på en af sine venner, som var ude og fiske med harpun. Vi købte to friske fisk af ham. De skulle på grillen senere.

Inden vi gik i land, tog vi det første dyk. Vi havde arrangeret det sådan, fordi det var over et halvt år siden nogle af deltagerne havde dykket. Desuden var det ikke alle, som havde deres eget udstyr. Så kunne vi i ro og mag vænne os til forholdene inden natdykket.

Dykket skulle foregå langs et rev og rundt om en pynt. Således at vi gik i vandet på den side af øen, hvor bølgerne var højest, og blev samlet op på læsiden. Desværre havde Samir glemt, at jeg brugte DIN-koblinger på mit udstyr. Men problemet blev løst med en adaptor; det virkede fint.

Vi lod os falde baglæns ud af båden. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var egentlig en behagelig måde at gøre det på. Ikke noget med at stå og balancere med alt udstyret og sætte af fra en båd som vipper. Min makker, Christian, havde advaret mig om, at han kunne have problemer med at trykudligne. Men ved dette dyk var der ikke de store problemer.

Det var noget andet end Øresund. Min dykkercomputer viste 32 grader i overfladen og sigtbarheden var rigtig god. Der kom nogle kolde strømme med et andet saltindhold. Så vandet flimrede, hvor strømmen blandede sig med det omkringliggende vand. Det var som en kold afvaskning, når jeg svømmede gennem sådan en strøm. Men temperaturen på min computer røg ikke under 26 grader, selvom vi kom 21 meter ned.

Da vi rundede pynten, var der en smule strøm, men ikke noget særligt. Til gengæld faldt sigtbarheden betydeligt. Herfra steg bunden langsomt op. Min computer gav et bib og mindede mig om, at jeg skulle lave et sikkerhedsstop på omkring fire meters dybde. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at vi var kommet så højt op.

Overfladen var næsten helt blank, hvor vi kom op. Det var en skøn oplevelse at ligge på ryggen i det varme vand og svømme dovent hen til leideren. Nu skulle vi bare sejle hen til stranden, hvor vi skulle campere. Så vi kunne slå lejer, inden det blev mørkt. Solen gik ned ved halv syv tiden. Det var dog først rigtig mørkt en lille times tid efter. Der var nogle timer til at månen stod op, og den ville være næsten fuld. Der var altså mulighed for, at det var rigtig mørkt, når vi skulle have natdykket lidt senere.

Natdykket var en kæmpe oplevelse. Faktisk var jeg skræmt ved tanken om at skulle synke ned i vandet og mærke det sorte dyb lukke sig om mig, ikke vide hvad der gemte sig i mørket og kun kunne orientere mig efter, hvad der var op og ned ved at se på luftboblernes bevægelse i det lille vindue, som min lygte skar ud i mørket.

Heldigvis forsvandt skrækken af sig selv et stykke tid inden vi skulle ned. Vi blev hver udstyret med en lygte - der var kun to reservelygter til deling. Havet var næsten spejlblankt nu - men kul sort. Vi lod os falde baglæns i fra rælingen, som vi havde gjort tidligere. Mens vi lå i overfladen, svømmede vi ind til revet, så vi havde noget at orientere os efter på vej ned.

Jeg lukkede luften ud af min vest og bevægede mig nedad i tomheden. For ikke at miste orienteringen fokuserede jeg min lygte og min opmærksomhed på den næsten lodrette klippevæg, som vi skulle dykke langs. På et tidspunkt signalerede vores guide til mig, og min opmærksomhed blev tvunget til at rumme mere en mig selv og en klippevæg. Hvor var min makker? Det var ikke til at se så meget andet end lyskegler fra de andre dykkere. Det viste sig at Christian var blevet hængende på fem meters dybde, fordi han havde problemer med at vænne sig til trykket. Jeg var selv kommet et godt stykke længere ned, da jeg opdagede det.

Samir signalerede, at jeg skulle svømme op til min makker og følges med ham. Da jeg nåede op havde problemerne løst sig selv, og Christian var allerede på vej nedad. De næste tyve minutter var fantastiske, det var som at bevæge sig i en drømmeverden. Farverne var klarere, fordi vi havde lygter med, og fiskene virkede ret afslappede - en del af dem sov vist. Dyrelivet virkede anderledes, vi så en del kuglefisk og tiarmede blæksprutter. Der var vist også en languster eller to; de plejer at søge føde om natten og gemme sig om dagen. Der var ingen ubehagelige dyr, som blev tiltrukket af lyset fra vores lygter, i hvert fald ikke hvad jeg kunne se.

På et tidspunkt besluttede vores guide sig for, at jeg og min makker skulle dykke på hver side af ham. Det gjorde tingene lidt mere besværlige. Jeg synes ellers, at det gik ret godt. Men han var vel bange for, at vi blev væk.

Profilen for natdykket var stort set som den fra det tidligere dyk. Vi dykkede langs en væg og rundt om en pynt, hvorefter vi fulgte bundens langsomme stigning mod overfladen. Denne gang huskede jeg sikkerhedsstoppet. Dykket varede små tre kvarter.

Det var en ubeskrivelig oplevelse. Og det var fantastisk at ligge i overfladen af det sorte hav badet i måneskin. Der var hverken vind eller bølger. Hvis ikke det var fordi, at jeg var træt og sulten, kunne jeg sagtens have taget et dyk mere. Men nu skulle vi bare have aftensmad, som vore guider stod for, og så skulle vi sove på stranden.

Dag 2
Vi havde desværre fået ret sen aftensmad, og fuglene på øen kendte ikke til nattero. Så det var ikke meget søvn, vi havde fået, da solen stod op klokken halv seks.

Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at sove længe. Men det blev hurtigt varmt, og havet virkede usædvanlig indbydende den morgen.

Der er intet bedre end at starte dagen med en dukkert. Især ikke når havet er over tredive grader varmt, og man langsomt får vækket sine sanser, mens man glider gennem vandet.

Der var ingen skygge på stranden. Så efter morgenmaden var vi alle indstillet på at komme videre. Om ikke andet så i hvert fald ud på båden, hvor der var skygge. Første stop var et snorklested. Her skulle der være garanti for at se både hajer, rokker og skildpader, hvis man så sig for.

Vi sprang i med snorkleudstyr. Sigtbarhenden var virkelig fantastisk, og havet viste sig fra sin bedste side. Jeg vil skyde på, at der var mere end ti meter dybt, hvor vi sprang i fra båden. Man kunne let se bunden og de omkring 40 meter ind til revet. Jeg så flere skildpadder i overfladen. Men ellers ikke noget særligt. Samir sagde, at han havde set flere rokker. Pia og Morten havde både set en haj og en barracuda og skildpaddder.

Nu gik turen videre til dagens dyk. Jeg skulle afprøve det vandtætte hus til mit kamera. Dykket mindede en del om det første dyk på turen. Men nu havde jeg altså et kamera med at koncentrere mig om. Som jeg havde forventet, tog kameraet en stor del af min opmærksomhed. Men lidt efter lidt kom der nogenlunde styr på det.

Det blev hurtigt klart, hvor vigtigt det er at være ordentligt afbalanceret. For det første fordi det var svært ikke at stige eller synke, når jeg koncentrerede mig om at indstille kameraet. Desuden er det jo en åbenlys fordel, at man kan ligge nogenlunde stille i vandet, når et motiv skal fanges.

Jeg fik brugt en del mere luft end sædvanligt. Så efter en god halv time og et halvt hundrede billeder, puttede jeg kameraet tilbage i lommen og gik op til fjorten meters dybde for at spare på luften. Bunden steg igen og inden længe dykkede vi alle på godt ti meter. Kort efter lavede vi sikkerhedsstop og fire minutter senere lå vi i overfladen.

Vi var alle ved at være godt udmattede. Nu var der ikke andet at se frem til end hjemturen. Der var ingen af os, som havde særligt travlt med at komme op i båden. Det var begyndt at blæse op. Sådan er det åbenbart altid her; over middag begynder det at blæse en smule, og der kommer bølger på havet.

Hjemturen blev næsten lige så anstrengende som turen ud. Tilbage i havnen satte motoren ud, så vi måtte hoppe i vandet og skubbe båden på plads på den anhænger, som skulle trække den op ad vandet. Det tog de sidste kræfter. Nu kunne det godt mærkes, at vi havde fået meget lidt søvn og mange store oplevelser.