Site seeing

Den 26. januar var hele drainage-afdelingen på udflugt. Vi besøgte forskellige steder af betydning på lufthavnens område. Til venstre ses begyndelsen til det, som skal blive lufthavnens landingsbane nummer to. Northern Runway som den kaldes i folkemunde - i hvert fald på kontoret. Landingsbane nummer et er den sydlige landingsbane, som er en del af den eksisterende lufthavn. Det er planen, at den nye terminalbygning skal ligge mellem de to landingsbaner.

Det går hurtigt med at fylde området op. Lastbiler med materialer fra bjergene kører i pendulfart, og det virker som om der arbejdes hele døgnet. Der skal fyldes mellem én og to meter op i det meste af området. Jeg kan følge med, når jeg kører forbi området på vejen til og fra arbejde.

En af grundene til at der fyldes så meget på er blandt andet at grundvandet står næsten i jordoverfladen mange steder. Der arbejdes også med grundvandssænkning i visse områder.
Desuden er der sikkerhedskrav til området omkring landingsbanen, som skal være meget fladt, hvis piloten skulle ramme ved siden af.

Når materialet, som består af en art porøs sandsten fra bjergene i området, er lagt ud bliver det tromlet og gradet. Det er utroligt, hvor præcist arbejdet kan gøres, i betragtning af hvor lidt elektronisk hjælp der bruges. Tolerancen ligger på et par centimeter.


Undervejs i processen vandes gruset med brakvand for at mindske støvgener. Der er givet tilladelse til at bruge brakvand, fordi ferskvand er en mangelvare i Oman. Saltindholdet skulle ikke være så stort igen. Det har jo nogle miljømæssige koncekvenser at hælde store mængder salt ud på jorden.






På billedet til venstre er vi stoppet på kystvejen, som løber mellem lufthavnen og kysten. Det er meningen, at et udløb, som er omkring hundrede og tredive meter bredt, skal føre vandet under vejen her.
Det er enorme vandmængder, som skal ledes forbi og fra området. Området er i sig selv kollosalt. Men udover det ligger lufthavnen også i et fladt deltalignende område, hvor vandet fra oplandet og herunder de tilstødende bjerge skal ledes forbi.

En cyklon ramte Oman i sommeren 2007, den blev døbt Gonu. Den kostede adskillige menneskeliv og store materielle skader. Skaderne kan stadig ses rundt omkring. Heldigvis sker hændelser som Gonu stort set aldrig.
Men det har sat fokus på afvandingsdelen af lufthavnsprojektet. Blandt andet er alle planer om kældre blevet droppet.

På de to billeder til venstre ses noget, som kaldes en debris retainer. Funktionen er at holde på større genstande, som bliver skyllet med af vandet. Men som det ses, kunne den ikke helt klare vandet fra Gonu.

Det var interessant, at se hvordan strømmen tilsyneladende kun havde påvirket jorden i renden, som var blevet gravet for at få plads til stolperne med fundament. Måske var det lejret for løst, eller sammenkitning af kornene var måske ødelagt ved udgravningen.

De fleste bygværker er dimensioneret efter det, man kalder en halvtredsårsregn. Det vil sige, at regnen er så kraftig, at den statistisk set kun vil forekomme én gang inden for halvtreds år.











Selvfølgelig sad en af firehjulstrækkerne fast. Billedet viser at rigtige ingeniører går med hjelm og tænker sig grundigt om, før de løser et problem.

Wadi Mistal og Wukan

Fredag d. 18. januar tog vi fem stykker til Wadi Mistal og landsbyen Wukan. Vi var Lars, Lasse, Morten, Rudi og mig. Turen i bil tog ca. to timer, én time på befæstet vej og lidt over en time på grusvej og flodseng.

En wadi er en slugt i bjerget, hvor vandet samles, når det regner. Det kan gå ret voldsomt for sig prøv at søg på YouTube: "wadi oman".

Der er nogle wadier, hvor vandet stiger så hurtigt at man bliver fanget af det. Det skulle jævnligt koste nogle menneskeliv.

Heldigvis regnede det ikke, men på vej op gennem wadien fik vi et indtryk af de kræfter som kunne være på spil. Der lå tonstunge klippestykker, som tilsyneladende var blevet flyttet rundt på den ellers relativt flade flodseng/vej. Det bar tydeligt præg af, at her løb vand en gang imellem; de nederste bjergsider var glatte og afrundede.På min anden tur til denne wadi, tog jeg billedet til venstre. Det ser dramatisk ud selvom der hverken er vand eller bevægelse. De imponerende klippeblokke ligger ved indkørslen til wadien.

Vi parkerede bilen i Wukan og gik op gennem byen. I februar skulle det være et fantastisk syn, hvor alting blomstrer. Der var dog meget grønt, og det var sjovt at se kunstvandingssystemet, som overrisler de opdyrkede terasser.

Den første fjerdedel af turen var der trapper, som førte til nogle bænke i skygge, hvor vi spiste frokost. Bagefter var der en afmærket sti op ad bjerget. Stien bød i første omgang ikke på andre udfordringer end lidt løst grus og nogle løse sten. Men det gik opad, så på en varm dag kunne det nok være anstrengende. Dagen var dog ikke særlig varm, vi kunne mærke på skyggesiden af stenene, at der faktisk var køligt, hvor solens stråler ikke varmede.

På et tidspunkt blev stien til en smal afsats. Det var her nogle af os valgte at spare på kræfterne. Morten og Lasse fortsatte modigt endnu et stykke.

Vi var nået omkring halvdelen af ruten da vi vendte om. Så det vil nok tage otte til ni timer inklusiv bilturen at komme frem og tilbage. Så det er en god idé, at tage forsyninger med. Byen Wukan har endnu ikke nået det serviceniveau, som kendes fra andre turistattraktioner i andre lande.

Her står jeg så og tænker på Newton og tyngdekraft og spekulerer på, om der er noget som helst irrationelt ved højdeskræk.

Jeg tror, at jeg vil prøve en tur mere, når blomsterne springer ud.

Barka

En lille times kørsel vest fra Muscat (Seeb) ligger Barka. Sjovt nok betyder barca båd på italiensk. Byen ligger nemlig ned til stranden. Ha!

Der er et fiskemarked på stranden. Op ad fiskemarkedet ligger en større bygning, her kan man købe fiskene rensede og filletterede. Byen byder også på en souk. En souk er et marked, hvor der sælges ragelse i alle afskygninger og andet. Det er vigtigt at prutte om prisen.

Selvom det ikke er til at se ved første øjekast, så er der to danskere på billedet til venstre.

Fredag morgen er der også tyrekamp i byen. Det er dog ret harmløst sammenlignet med tyrefægtning. Kampen foregår ved at to tyre står med pande mod pande og prøver at underkue den anden. Ingen blod og ingen død. Så det passer meget godt til det omanske temperament, som jeg indtil videre har oplevet det.

Der er også et fort i Barka, Al Na'man hedder det. Der er mange fort i Oman.

På billedet ses en af kanonerne fra fortet. Billedet vidner samtidig om omanernes liberale omgang med skydevåben.

Vejene har som regel numre i Oman. Det kan gøre det lidt besværligt at finde rundt heldigvis er skiltningen næsten altid også på engelsk.
Som den opmærksomme læser måske kan se, læses tallene fra venstre mod højre, selvom ordene læses fra højre mod venstre.