Den 26. januar var hele drainage-afdelingen på udflugt. Vi besøgte forskellige steder af betydning på lufthavnens område. Til venstre ses begyndelsen til det, som skal blive lufthavnens landingsbane nummer to. Northern Runway som den kaldes i folkemunde - i hvert fald på kontoret. Landingsbane nummer et er den sydlige landingsbane, som er en del af den eksisterende lufthavn. Det er planen, at den nye terminalbygning skal ligge mellem de to landingsbaner.
Det går hurtigt med at fylde området op. Lastbiler med materialer fra bjergene kører i pendulfart, og det virker som om der arbejdes hele døgnet. Der skal fyldes mellem én og to meter op i det meste af området. Jeg kan følge med, når jeg kører forbi området på vejen til og fra arbejde.En af grundene til at der fyldes så meget på er blandt andet at grundvandet står næsten i jordoverfladen mange steder. Der arbejdes også med grundvandssænkning i visse områder.
Desuden er der sikkerhedskrav til området omkring landingsbanen, som skal være meget fladt, hvis piloten skulle ramme ved siden af.Når materialet, som består af en art porøs sandsten fra bjergene i området, er lagt ud bliver det tromlet og gradet. Det er utroligt, hvor præcist arbejdet kan gøres, i betragtning af hvor lidt elektronisk hjælp der bruges. Tolerancen ligger på et par centimeter.
Undervejs i processen vandes gruset med brakvand for at mindske støvgener. Der er givet tilladelse til at bruge brakvand, fordi ferskvand er en mangelvare i Oman. Saltindholdet skulle ikke være så stort igen. Det har jo nogle miljømæssige koncekvenser at hælde store mængder salt ud på jorden.
På billedet til venstre er vi stoppet på kystvejen, som løber mellem lufthavnen og kysten. Det er meningen, at et udløb, som er omkring hundrede og tredive meter bredt, skal føre vandet under vejen her.Det er enorme vandmængder, som skal ledes forbi og fra området. Området er i sig selv kollosalt. Men udover det ligger lufthavnen også i et fladt deltalignende område, hvor vandet fra oplandet og herunder de tilstødende bjerge skal ledes forbi.
En cyklon ramte Oman i sommeren 2007, den blev døbt Gonu. Den kostede adskillige menneskeliv og store materielle skader. Skaderne kan stadig ses rundt omkring. Heldigvis sker hændelser som Gonu stort set aldrig. Men det har sat fokus på afvandingsdelen af lufthavnsprojektet. Blandt andet er alle planer om kældre blevet droppet.
På de to billeder til venstre ses noget, som kaldes en debris retainer. Funktionen er at holde på større genstande, som bliver skyllet med af vandet. Men som det ses, kunne den ikke helt klare vandet fra Gonu.
Det var interessant, at se hvordan strømmen tilsyneladende kun havde påvirket jorden i renden, som var blevet gravet for at få plads til stolperne med fundament. Måske var det lejret for løst, eller sammenkitning af kornene var måske ødelagt ved udgravningen.De fleste bygværker er dimensioneret efter det, man kalder en halvtredsårsregn. Det vil sige, at regnen er så kraftig, at den statistisk set kun vil forekomme én gang inden for halvtreds år.
Selvfølgelig sad en af firehjulstrækkerne fast. Billedet viser at rigtige ingeniører går med hjelm og tænker sig grundigt om, før de løser et problem.
